Husorden for Ejerforeningen Pærelunden
Bestyrelsen anbefaler, at ejer og lejer tilmelder sig ejerforeningens informationsplatform i Probo, hvor al information udsendes. Bestyrelsen vil dog i enkelte tilfælde benytte sig af Facebook.
Affald
Fællesarealerne og affaldspladserne, og dermed de opstillede affaldscontainere samt Miljøskabe til farligt affald/kemikalier, administreres af GF Trekroner Syd, baseret på Roskilde kommunes opsatte regler for sortering.
Intet affald må henkastes eller henstilles på fællesarealerne eller anbringes noget andet sted end i de tilstedeværende containere/miljøskabe. Alt affald samt tekstiler der ikke er anvendeligt til genbrug, skal sorteres og placeres i de dertil indrettede containere. Se nærmere om dette under affaldssortering.
Tøj til genbrug skal afleveres på enten genbrugsstationen eller til foreninger, og IKKE lægges i de røde poser i tekstilcontaineren, der alene er forbeholdt ubrugelige tekstiler.
Altaner/terrasser, solafskærmning/markiser
Det er tilladt at benytte el- og gasgril på altaner og terrasser, såfremt de ikke er til gene for øvrige beboere. Der opfordres til, at altaner og terrasser holdes ryddelige, og at havemøbler og lign. er diskrete i deres fremtoning. Det er tilladt, at have parasol på altanen/terrassen. Det er ikke tilladt at sætte hegn op på altaner eller i de små haver/terrasser.
Opsætning af altankasser, skilte o. lign. er ikke tilladt på altanens yderside, dog med undtagelse af salgsskilte fra autoriseret ejendomsmægler. Det er tilladt at påsætte mat folie på altanens glas-rækværk. Folien leveres og monteres af Karl E. Hersegade 14, 4000 Roskilde, tlf. 46 36 15 28. Der gives IKKE tilladelse til andre typer eller udseende af folie.
Det er tilladt at montere markiser på altaner, hvis de opfylder følgende:
En fuldt lukket terrassemarkise (samme slags som Stil 500 med Rundfront).
Kassettens farve: Ral 9006 Grå/Alu elokseret eller tilsvarende.
Dugens farve: Ensfarvet grå 14440 akryl eller tilsvarende.
Udfald og bredde må ikke være længere end til glaskanten på altanen. 220 x 305 cm på store altaner.
Der må ikke være en fastmonteret tunge/forkant.
Der må gerne være forstykker/nedfald, der påmonteres med velcro, når markisen er rullet ud. Disse skal være af samme stof som markisedugen og have samme farve.
Der må ikke monteres noget i markisens sider.
Markisen skal monteres i husets betonbagmur med limanker.
Markisen skal anmeldes til Ejerforeningen, og der skal ansøges om tilladelse til opsætning hos Roskilde Kommune.
Markisen skal forsikres via den fælles husforsikring ved, at markisens ejer betaler en årlig præmie. Ved eventuelle forsikringsskader er det boligens ejer, der skal betale forsikringens selvrisiko.
Det er til enhver tid boligens ejer, der er ansvarlig for udbedring af eventuelle skader en markise påfører ejendommens facade. Ved salg af boligen er det sælgers ansvar, at ny ejer informeres om betingelserne ved overtagelse af monterede markiser.
Ejerforeningen accepterer ikke, at ovenstående ikke bliver fulgt og respekteret, med risiko for nedtagning for ejers regning.
Cykler og andet køretøj
Cykler, barne- og legevogne eller lign. samt knallerter, må ikke henstilles i ejendommens trappe- opgange. Der henstilles til at benytte cykelkælderen og dertil indrettede udendørs stativer samt eget kælderrum.
Elevatorer
I tilfælde af at man må gøre brug af alarmknappen i elevatorerne for at få hjælp, er det vigtigt, at man efterfølgende giver besked til bestyrelsen.
Fællesarealer
Enhver beboer er ansvarlig for at rengøre trappeopgang, kælder, elevator eller øvrige fælles arealer, såfremt man forurener. Dette gælder også eventuelle husdyr eller gæster.
Trappeopgangen må ikke benyttes som opbevaringsplads for sko, overtøj, planter, skoskabe eller andet.
Det er tilladt at erhverve sig en dørmåtte.
Det er ikke tilladt at opsætte enhver form for dekoration, mærkater eller skilte på døre og vægge, i opgangene eller andre fællesarealer.
Husdyr
Det er tilladt de enkelte ejerlejlighedsejere at holde husdyr såsom katte og hunde, såfremt dette ikke er til gene for de øvrige beboere i ejendommen.
Hundes efterladenskaber skal fjernes straks.
Motorkøretøjer
Biler skal parkeres i de dertil indrettede parkeringsbåse. Parkering af køretøjer med en samlet totalvægt på over 3.500 kg, samt ikke-indregistrerede køretøjer, campingvogne, både, trailere o. lign. må ikke parkeres på bebyggelsens område.
Motorcykler henvises til bøjlerne ved nordfacaden af Pærelunden 9.
Musik
Benyttelse af radio, fjernsyn og mobile højtalere samt benyttelse af musikinstrumenter skal ske under hensyntagen til de øvrige beboere og altid for lukkede døre og vinduer.
Paraboler, antenner mv.
Der må ikke opsættes tv-antenne eller paraboler på ejendommens tag, facader, altaner eller terrasser.
Rygning
Det er ikke tilladt at ryge på ejendommens fællesarealer, herunder elevator, trapperum og kælderarealer. Hvis der ryges på altaner eller terrasser, må der ikke henkastes cigaretskodder.
Støj
Brug af boremaskiner og andet støjende værktøj skal ske i tidsrummet mellem kl. 8.00-19.30. Brug af vaskemaskiner, støvsugere og andre tekniske hjælpemidler skal ske i tidsrummet mellem kl. 7.00 – 22.00.
Hvis det sker udenfor de angivne tidsintervaller, og der klages fra andre beboere, skal de anførte tidsintervaller fremadrettet respekteres.
Larmende adfærd efter midnat, ved f.eks. besøgende, kan ikke accepteres grundet hensyntagen til naboer.
Roskilde, Trekroner 20 oktober 2024